Skribling på veggen

I dag fant jeg ut at på det kongelige bibliotek i Danmark står det en bok som direkte omtaler meg fra min herlige barndom. Jeg var bare 4 år i utdraget nedenfor, men jeg må si jeg hadde spunk! (Lurer på hvor den ble av...?) Men jeg kan ikke akkurat si at berømmelsen har gått meg til hodet. Særlig med tanke på at det er bare ca 2 minutters berømmelse - langt fra mine 15 minutter!

"De 6 uger på Lofoten begyndte med den kvindelige præsts bryllup. Vi var med i kirken under vielsen, som blev foretaget af min slægtning Jon Henrik Wien. Hans ældste datter Ann Katrin var med til bryllupsfesten, som blev holdt i den nedlagte præstegård, mens vi passede de to mindste, Henriette og Andreas i familien Wiens campingvogn. Det var ingen sag at passe den lille. Da han havde fået sin flaske, og jeg havde skiftet ham, faldt han hurtigt i søvn. Det var straks værre med Henriette på 4 år. Hun ville bestemt ikke sove. Hendes far havde sagt, at hvis der blev problemer med hende, så kunne jeg køre en lille tur med hende i bilen, det plejede at virke. Så jeg anbragte hende ved siden af mig foran i bilen, for det ville hun, og det første hun sagde var: "Jeg ved da godt, at du kører med mig, for at jeg skal falde i søvn; men det vil jeg ikke; for jeg vil ned og se måserne (mågerne)!" Vi kørte så til havnen og så og hørte det mylder af store måger, som altid var der. Men det hjalp ikke, så jeg kørte over et par broer til nogle småøer, som også var forsynet med mange fugle; men heller ikke det hjalp. Nu kørte jeg tilbage og sydpå, hvor veien går højt op, og pludselig på en meget smal vej faldt pigebarnet i søvn; men jeg måtte køre langt, før jeg havde mulighed for at vende, da der ingen sidevej var, før vi kom til den bro, som fører over Selbjørnvatnet. Nu var det om at køre stille hjem, så hun ikke vågnede, og det lykkedes, og vi fikk ro, til forældrene kom ved midnatstide og overtog vagten!"
(s. 460, "Arvegods - Stumper af en mosaik", P. G. Poulsen)

Do I dare and dare I do
what others take for granted?
To see and to be seen too:
will my whole life be wanted?

I feel there are some proper forms,
which I should use without much toil.
A secret formula, without the worms,
but ages old and close to soil.

Seize the day or seize it not
that is the golden question.
Yet the wisest still cannot
answer Hamlet's question.

A divided house cannot stand
and so the call must be
to either choose the safest ground
or risk the path you don't see.

ORIGINAL POEM (c) Henriette W.
2008